• MetroNFL kårer: Årets defensive rookie

    af  • 24. januar 2012 • Analyser • 0 kommentarer

    San Francisco 49ers' rookie Aldon Smith (nederst) gør det, han er bedst til: at sacke quarterbacken. Her er det Drew Brees, der får kærligheden at føle.

    San Francisco 49ers' rookie Aldon Smith (nederst) gør det, han er bedst til: at sacke quarterbacken. Her er det Drew Brees, der får kærligheden at føle. Derfor er han ifølge MetroNFL.dk årets defensive rookie. Foto: Getty Images

    Med én kamp tilbage af NFL-sæsonen er det på tide at se tilbage på, hvem der gjorde sig mest positivt bemærket. Frem mod søndagens Pro Bowl vil MetroNFL.dk derfor dagligt kåre de fem bedste i seks kategorier. Vi begynder med årets defensive rookie.

    1. Aldon Smith

    Defensive end/outside linebacker, San Francisco 49ers, 37 tacklinger, 14 sacks (plus 2 i slutspillet), 2 forcerede fumbles

    Det kom bag på mange, at San Francisco 49ers med syvendevalget i første runde tog Aldon Smith fra Missouri. Men med 14 sacks i sin rookie-sæson – et halvt sack fra Jevon Kearses rookie-rekord – var Smith en af årsagerne til, at 49ers’ forsvar rangerede som et af de allerbedste i NFL, og den atletiske defensive end/outside linebacker er allerede nu blandt de bedste pass rushers i ligaen. Han blev af NFL kåret til Ugens rookie to gange i løbet af sæsonen, månedens rookie i oktober og løber altså med æren som årets defensive rookie her hos MetroNFL.dk.

    2. Von Miller

    Outside linebacker, Denver Broncos, 64 tacklinger, 11,5 sacks (plus 1 i slutspillet), 2 forcerede fumbles

    Andenvalget fra forårets draft lagde ud med at forcere en fumble på sit allerførste spil fra line of scrimmage. Ugen efter fulgte hans første sack, og selv fra sin position som outside linebacker i Denver Broncos’ 4-3-forsvar sluttede Von Miller med 11,5 af slagsen. Godt nok samlede der sig størst opmærksomhed om quarterback Tim Tebow, men det var i lige så høj grad takket være Von Miller og resten af forsvaret, at Broncos vandt AFC West og kom i slutspillet. Hans produktion dalede dog i slutningen af sæsonen – delvist på grund af en skade i højre hånd – men han blev alligevel valgt som starter i Pro Bowl for AFC.

    3. Richard Sherman

    Cornerback, Seattle Seahawks, 55 tacklinger, 1 forceret fumble, 4 interceptions

    “Richard hvem?” er der sikkert mange, der tænker. Men femterundevalget fra Seattle Seahawks, der spillede sig ind i startformationen som cornerback i spilleuge 6, havde en fænomenal første sæson. Fire interceptions og en forceret fumble blev det til for Sherman, men endnu vigtigere completede modstandernes quarterback ifølge statistiksitet Pro Football Focus blot 39 ud af de 84 kast (svarende til 46,4 procent), der gik i hans retning – syvendelavest af alle cornerbacks i ligaen. Det gav modstandernes quarterback en passer rating på sølle 57,3 for sæsonen – sjettelavest blandt alle cornerbacks.

    4. Patrick Peterson

    Cornerback/punt returner, Arizona Cardinals, 64 tacklinger, 1 sack og 2 interceptions samt 4 return-touchdowns.

    Inden forårets draft blev Patrick Peterson kaldt den mest NFL-parate spiller af alle, og cornerbacken blev da også taget som nummer fem af Arizona Cardinals. I begyndelsen af sæsonen virkede han dog ikke specielt klar til tempoet i NFL. Som cornerback vel at mærke. For som punt returner var det nærmere modstanderne, der ikke var klar til Peterson. Fire gange i løbet af sæsonen returnerede han bolden hele vejen til touchdown – en tangering af NFL-rekorden – og han førte da også ligaen i punt return yards. Som belønning blev han fortjent udtaget til Pro Bowl frem for Chicago Bears’ Devin Hester, der undervejs i sæsonen slog rekorden for flest returns for touchdowns nogensinde.

    5. Jabaal Sheard

    Defensive end, Cleveland Browns, 55 tacklinger, 8,5 sacks og 5 forcerede fumbles

    Statistikkerne taler deres tydelige sprog. På trods af Cleveland Browns store mangler på angrebet, valgte ledelsen at bruge de to første draftvalg på at styrke den defensive linje. Det andet af de to valg blev brugt på defensive end Jabaal Sheard, og det kan om nogle år vise sig at være en rigtig god investering. Sheard var med sine evner til at lægge pres på modstanderne med til at gøre Browns’ forsvar til det næstbedste imod kast og spille alle kampe fra start og var stort inde på hvert eneste snap.

    Om

    Jeppe Dong Abrahamsen er redaktør af MetroNFL.dk. Jeppe har været journalist på metroXpress siden august 2006 og har lige siden skrevet om NFL til avisen. Hans interesse for NFL blev vakt med Morten Andersens deltagelse i Super Bowl i 1999. Jeppe har rejst meget i USA og boet i San Francisco, hvilket forklarer hans store kærlighed for San Francisco 49ers.

    Skriv et svar

    Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *