Green Bay Packers' quarterback Aaron Rodgers bør blive kåret som årets mest værdifulde spiller.

I den forgangne uge har MetroNFL.dk foretaget fem kåringer. Aldon Smith og Cam Newton løb med hæderen som de bedste rookies, Jim Harbaugh blev kåret til årets træner, mens Terrell Suggs og Aaron Rodgers løb med æren som henholdsvis bedste forsvarsspiller og angrebsspiller.

Nu er tiden kommet til, at jeg skal udpege MetroNFL.dk’s bud på Årets mest værdifulde spiller. Bid mærke i formuleringen. På typisk amerikansk vis er det ikke comme il faut at udpege den bedste. Når Filmakademiet uddeler Oscar-statuetter, bliver der jo heller ikke sagt ‘… and the winner is’, men ‘… and the Oscar goes to’. I NFL-verdenen lyder fornemste pris altså navnet ‘Most Valuable Player’.

Værdi er dog svært at måle. For hvilken værdi taler vi om, og hvad er mest værdifuldt for et hold: Et hav af touchdown-kast af quarterbacken eller en forsvarsspillers evne til at lave sacks, interceptions eller dæmme op for løbet? Man er nødt til at kigge på flere parametre ud over statistikker og produktion. Det kunne være spillerens betydning for holdet, andel i holdets resultater eller rangering i forhold til andre spillere på samme position.

Selv om et af de mest slidte fraser i NFL-verdenen er ‘angrebet sælger billetter, forsvaret vinder mesterskaber’, er det ikke forsvarsspillere, men angrebsspillere, der plejer at få løbe med hæderen, når de 50 NFL-journalister afgiver deres stemme i MVP-konkurrencen. Og reelt er det nærmest kun quarterbacks, der kommer i betragtning. Det er ikke så underligt, for quarterbacken er uomtvisteligt spillets vigtigste position. Selvfølgelig findes der undtagelser. Maurice Jones-Drew er utvivlsomt Jacksonville Jaguars’ mest værdifulde spiller, for uden running backen, der førte NFL i antal løbeyards, havde holdet intet angreb. Men i det store hele har jeg intet problem med at nedbringe antallet af kandidater til MVP-titlen til de 32, der kaster med bolden.

Men lad mig begynde med en quarterback, der ikke har kastet bolden i løbet af sæsonen, men som alligevel opfylder alle kriterier (på nær selvfølgelig produktion) for at blive MVP. Peyton Mannings betydning for Indianapolis Colts blev nemlig i den graf udstillet i løbet af denne sæson. Uden Manning faldt Colts helt sammen, så det fremstod soleklart, hvor stor betydning han har for holdet, og hvilken andel han har haft for holdets resultater i de forgangne år, hvor halvdelen af spillerne omkring på angrebet kunne være skadet, og alligevel sørgede nummer 18 for at gøre stjerner ud af afløserne. På den måde fik Manning uden at spille cementeret sin position som måske den bedste quarterback i ligaen – og måske endda nogensinde.

Det ville dog være for meget af det gode at give MVP-titlen til en mand, der ikke har spillet et eneste snap i år. Men så er der gudskelov mange andre kandidater at tage af. For eksempel Peytons lillebror Eli. Med næsten 5.000 kasteyards og et hav af vigtige touchdowns i fjerde quarter, der har afgjort kampene til Giants’ fordel, har Eli Manning om nogen været manden, der er skyld i, at New York Giants nu står i Super Bowl. I 2007-sæsonen blev holdet båret af forsvaret og løbeangrebet. I denne sæson har forsvaret kun til tider spillet op til niveau, mens løbeangrebet rangerede allersidst i grundspillet. Eli derimod har spillet på et konstant tårnhårdt niveau hele sæsonen og båret holdet på sine skuldre.

Eller hvad med Mannings modstander i Super Bowl, Tom Brady fra New England Patriots. Det gik næsten ubemærket hen, at Tom Brady kastede for over 5.200 yards og 39 touchdowns og sørgede for at bringe holdet i Super Bowl for femte gang på 10 år. Brady, der sidste år blev den første nogensinde til at blive kåret til MVP med enstemmighed, opfylder også alle kriterier omkring produktion, betydning for sit hold og rangering i forhold til andre quarterbacks.

I år er han dog blevet overskygget af Drew Brees, der slog Dan Marinos rekord for flest kasteyards i en enkelt sæson. Og der er heller ingen tvivl om, at Saints-angrebet slet ikke vil være nær så farligt uden Brees, der dog omvendt også nyder godt af en fremragende offensiv linje, fantastiske wide receivere og tight ends og ikke bare en eller to, men hele fire klasse-running backs og selvfølgelig et offensivt geni som træner.

Men for mig er der selv efter gennemgangen af alle disse fremragende præstationer nogen tvivl om, at årets MVP er Aaron Rodgers. Green Bay Packers-quarterbacken har nærmest gjort, hvad der passede ham i denne sæson. Han ville vel sagtens have nået over 5.000 yards, hvis han havde spillet den sidste grundspilskamp. Han kastede 45 touchdowns og kun 6 interceptions og satte ny rekord i passer rating. Det er blevet sagt om Rodgers, at hans succes skyldes systemet, og tilhængere af den teori syntes selv, de blev bekræftet i den, da Rodgers i sidste runde overlod pladsen til Matt Flynn, der så kastede for næsten 500 yards og 6 touchdowns. Der er bare det ved det, at det var Aaron Rodgers, der kaldte spillene fra sidelinjen. Så god er Rodgers! Godt nok har han ligaens måske bedste wide receiver-gruppe og en solid tight end i Jermichael Finley, men løbeangrebet er ikke noget at råbe hurra for og den offensive linje er mere hullet end de oste, fansene er så glade for at have på hoveder i Green Bay. 36 gange blev Rodgers sacket, og tænk på, hvor uhyggelige hans statistikker ville være, hvis han bare halvdelen af de sacks var blevet omdannet til completions. Modstanderne ved, at det hele ligger på Rodgers’ skuldre, men kan sjældent stille ret meget op og skal bare håbe på, at han har en dårlig dag ligesom i slutspilskampen mod Giants.

Så for mig er der ingen tvivl. På lørdag får vi at se, om de 50 journalister, der skal uddele den rigtige MVP-pris er enig med mig.