Brady roste forsvaret efter sejr
af Jeppe Dong Abrahamsen • 23. januar 2012 • Nyheder • 0 kommentarer

Tom Brady kastede ingen touchdowns, men til gengæld scorede New England Patriots-quarterbacken det afgørende touchdown på et sneak. Foto: Getty Images
Godt nok scorede Tom Brady det, der viste sig at være det afgørende touchdown mod Baltimore Ravens i AFC-finalen på et sneak fra 1-yard-linjen. Men New England Patriots-quarterbacken kastede for første gang i 36 kampe ikke et touchdown og var med to interceptions atypisk upræcis.
“Jeg spillede temmelig forfærdelig i dag (i går, red.),” erkendte Brady på pressemødet efter 23-20-sejren.
I stedet var det forsvaret, der til allersidst reddede sejren i hus for Patriots. Ikke mindst Sterling Moore fortjener skulderklap af sine holdkammerater, efter at han i to omgange slog to kast fra Baltimore Ravens’ quarterback Joe Flacco i jorden – det ene endda i end zone.
“Det var et stort spil af Sterling. Kampe som denne afgøres på et eller to spil. Vores forsvar lavede nogle afgørende spil,” lød de rosende ord fra Brady, der om to uger står i sin femte Super Bowl i karrieren.
