• Buccaneers henter Rutgers-træner

    af  • 28. januar 2012 • Nyheder • 0 kommentarer

    Den nu tidligere Rutgers-træner Greg Schiano blev i går præsenteret som ny træner for Tampa Bay Buccaneers. Foto: Getty Images

    Den nu tidligere Rutgers-træner Greg Schiano blev i går præsenteret som ny træner for Tampa Bay Buccaneers. Foto: Getty Images

    Efter 24 dages søgen har Tampa Bay Buccaneers fundet en afløser for den fyrede træner, Raheem Morris. Valget faldt på Greg Schiano, der er hentet hos Rutgers University i staten New York. Nu overtager han et hold, der i den netop overståede sæson tillod flest point af alle i NFL.

    I sine 11 år i spidsen for the Scarlet Knights har Schiano gjort Rutgers til et af de bedre hold i Big East-ligaen og har blandt andet trænet spillere som Baltimore Ravens’ running back Ray Rice og Tennessee Titans’ wide receiver Kenny Britt.

    Schiano afslørede i går på et pressemøde, at han tidligere har haft tilbud liggende fra ‘større hold’ end Rutgers, men at det ikke føltes rigtigt at skifte. Før nu.

    “Da jeg gennemgik processen og forestillede mig selv som træner for Tampa Bay Buccaneers, var det eneste negative aspekt tristheden over at skulle forlade mine spillere på Rutgers. Bortset fra det var det ren glæde. Derfor vidste jeg, at det her var det rigtige.”

    I 2011-sæsonen begyndte Buccaneers med at vinde fire ud af de første seks kampe, men tabte så de sidste 10 opgør og har ikke vundet en slutspilskamp siden Super Bowl-triumfen i 2003.

    Med ansættelsen af Greg Schiano er det nu kun Indianapolis Colts, der mangler at finde en ny træner.

    Om

    Jeppe Dong Abrahamsen er redaktør af MetroNFL.dk. Jeppe har været journalist på metroXpress siden august 2006 og har lige siden skrevet om NFL til avisen. Hans interesse for NFL blev vakt med Morten Andersens deltagelse i Super Bowl i 1999. Jeppe har rejst meget i USA og boet i San Francisco, hvilket forklarer hans store kærlighed for San Francisco 49ers.

    Skriv et svar

    Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *