• Giants slog Patriots i tæt Super Bowl

    af  • 6. februar 2012 • Nyheder • 0 kommentarer

    Victor Cruz (tv.) og Hakeem Nicks holder Vince Lombardi-trofæet som det synlige bevis på, at New York Giants natten til mandag vandt Super Bowl 46 over New England Patriots.

    Victor Cruz (tv.) og Hakeem Nicks holder Vince Lombardi-trofæet som det synlige bevis på, at New York Giants natten til mandag vandt Super Bowl 46 over New England Patriots. Foto: Getty Images

    Skiltene på Lucas Oil Stadium sagde det hele: ‘It’s Deja Blue all over again’.

    For de gjorde det, spillerne fra New York Giants – selv om deres normale blå uniformer var blevet erstattet af de hvide udebanedragter. Vandt Super Bowl ligesom for fire år siden, hvor de også spillede i hvidt. Over New England Patriots ligesom for fire år siden. Efter en tæt affære, der først blev afgjort til allersidst. Ligesom for fire år siden. Og selv om ingen troede på dem, før sæsonen gik i gang. Også ligesom for fire år siden.

    “Det var en vild kamp – og en vild sæson,” sagde Giants-quarterback Eli Manning, hvis hold blev det første til at vinde en Super Bowl efter blot at have vundet 9 af 16 kampe i grundspillet.

    Denne gang blev det 21-17 frem for 17-14, og dermed glippede Patriots’ cheftræner og quarterback, Bill Belichick og Tom Brady, muligheden for at vinde deres fjerde Super Bowl sammen. Det ville i givet fald have sendt dem op på siden af 49ers’ Bill Walsh og Joe Montana og Steelers’ Chuck Noll og Terry Bradshaw.

    “Giants fortjener en masse ros. Det er et godt football-hold, og de lagde et tungt pres på os,” sagde Brady efter kampen.

    Til gengæld kan Eli Manning nu se frem til at sætte sin anden Super Bowl-ring på fingrene og overhaler dermed sin storebror Peyton, der ‘kun’ har én. Og sejren kom endda på Peytons hjemmebane, Lucas Oil Stadium i Indianapolis.

    “Det føles bare skønt at vinde en Super Bowl, og så er det lige meget, hvor du er,” sagde Eli Manning i et forsøg på at dæmpe sammenligningerne mellem ham og storebror.

    Efter kampen blev Eli Manning – ligesom for fire år siden – kåret til Super Bowls mest værdifulde spiller (MVP) og kunne ud over den obligatoriske Chevrolet Corvette og tur til Disneyland glæde sig over, at han eftertrykkeligt fik lukket munden på de kritikere, der inden sæsonen gik i gang, grinede hånligt over, at Manning selv mente, at han var en top-5-quarterback og i hvert fald lige så god som Brady. I nat var han nemlig – ligesom for fire år siden – bedre end Brady. Manning sluttede med 30 completions på 40 kast for 296 yards og 1 touchdown, mens Brady ramte på 27 ud af 41 kast for 276 yards, 2 touchdowns, men også en interception, i det første møde mellem to quarterbacks, der tidligere i karrieren er blevet kåret til Super Bowl MVP.

    Ligesom i 2008 havde Patriots dog muligheden for at vinde kampen, selv om Giants’ sidste touchdown først faldt inden for det sidste minut. Fra midten af banen slyngede Tom Brady det ovale læder ned mod Giants’ end zone, hvor det efter at have ramt Giants’ Kenny Phillips var tæt på at havne i hænderne på Patriots’ Rob Gronkowski. I stedet faldt bolden til jorden, og så kunne Giants’ spillere, trænere, ejere og ikke mindst fans gå amok i jubel over holdets fjerde Super Bowl-sejr i historien.

    “Det er en vidunderlig ting at se disse gutter skrive historie på deres måde,” sagde Giants’ cheftræner, Tom Coughlin, som med sine 65 år er den ældste træner til nogensinde at vinde Super Bowl.

    Den dramatiske og spændende afslutning var en passende finish på en Super Bowl, der var tæt hele vejen igennem og på mange måder lignede opgøret for fire år siden. Giants bragte sig hurtigt foran 2-0, da Tom Brady blev kaldt for intentional grounding fra egen end zone, og da Victor Cruz på Giants’ efterfølgende angrebsserie greb et 2-yard touchdown-kast fra Eli Manning, stod det pludselig 9-0.

    Med touchdown-kastet satte Manning ny Super Bowl-rekord. Aldrig tidligere havde en quarterback åbnet en Super Bowl med at kaste ni completions. Tom Brady ville dog ikke stå tilbage for sin kollega, og blandt andet takket være hans 16 completions i træk og to touchdown-kast til henholdsvis Danny Woodhead og Aaron Hernandez førte Patriots først 10-9 ved pausen efter en angrebsserie på 14 spil over 96 yards og senere 17-9 kort efter pausen.

    Flere point blev det dog ikke til for Patriots, og efter to field goals af Lawrence Tynes fik Eli Manning ved stillingen 17-15 til Patriots med knap fire minutter igen chancen for at kopiere bedriften fra 2008. For fire år siden var det nødvendigt med et touchdown, og dengang lykkedes det på grund af to mirakuløse hændelser på samme spil: Eli Manning, der undveg tre Patriots-spillere, og David Tyree, der greb Mannings kanonkugle af et kast med hjælp fra hjelmen. Spil som senere er blevet døbt ‘The Great Escape’ og ‘The Helmet Catch’.

    Denne gang ville et field goal være nok, men Manning og co. ville mere. Fra egen 12-yard-linje leverede Manning kampens længste spil, da han fandt wide receiver Mario Manningham, som 38 yards ned ad banen langs den ene sidelinje, på akrobatisk manér fik grebet bolden og to fødder inden for kridtstregen, selv om han blev ramt hårdt af to Patriots-forsvarere.

    Herefter marcherede Giants stille og roligt ned mod Patriots’ end zone, og med 57 sekunder igen valgte Patriots desperat at lade Ahmad Bradshaw slippe igennem på anden down og score et af de mere mærkværdige touchdown i Super Bowl-historien for at sikre Brady nok tid på klokken til at forsøge et comeback. På akavet vis satte Bradshaw sig på rumpen i end zone, men havde han valgt at sætte sig én yard uden for end zone, ville Patriots have været tvunget til at bruge holdets sidste time out, og dermed kunne Tynes have sparket sejren hjem for Giants med blot 17 sekunder igen.

    “Jeg råbte til ham: ‘Lad være med at score. Lad være med at score’,” forklarede Eli Manning efter kampen.

    Heldigvis for de neutrale NFL-fans gjorde Bradshaw ikke, som Manning sagde. Det betød, at Patriots var tvunget til at gøre det samme. Og det var da også tæt på at lykkes. Men Bradys Hail Mary blev hverken hørt eller grebet, og dermed var det ‘Deja Blue all over again’.

    Om

    Jeppe Dong Abrahamsen er redaktør af MetroNFL.dk. Jeppe har været journalist på metroXpress siden august 2006 og har lige siden skrevet om NFL til avisen. Hans interesse for NFL blev vakt med Morten Andersens deltagelse i Super Bowl i 1999. Jeppe har rejst meget i USA og boet i San Francisco, hvilket forklarer hans store kærlighed for San Francisco 49ers.

    Skriv et svar

    Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *