Småskadet Reed: Jeg er o.k.
af Daniel Martinsen • 16. januar 2012 • Nyheder • 0 kommentarer

Det så værre ud, end det i virkeligheden var for Ed Reed, der måtte støttes fra banen.
Ravens-safety Ed Reed havde selvfølgelig en hovedrolle i de sidste sekunder, der sendte ham og holdet i AFC-finalen på bekostning af Texans.
Men hans interception og blokering af Texans-quarterback T.J Yates sidste desperate forsøg var tæt på at blive overskygget af Ed Reeds venstre ankel, som vred rundt på kampen næstsidste spil.
Han måtte støttes fra banen.
»Jeg er o.k., jeg rullede bare rundt på min ankel. Det betyder ikke noget nu. Jeg skal bare hele til næste uges kamp,« forsikrede Ed Reed efter kampen – med ansigtet fortrukket i smerte.
Senere viste røntgenbilleder da også, at intet var brækket.
Raven-coach John Harbaugh: »Vi skal holde øje med Ed, men tilsyneladende ser han ud til at være i fin form.«
Baltimore Ravens skal møde New England Patriots på udebane i AFC-finalen på søndag.
